
|
|
Startede som en hjemmeindustri I starten blev ulden vasket, forarbejdet og farvet i nogle lejede kælderlokaler i Brønderslev, mens selve vævningen af stoffer foregik på omegnens gårde. Der var altså tale om en hjemmeindustri, der på et tidspunkt beskæftigede 40-50 væversker. Det at væve var en typisk vinterbeskæftigelse og for mange familier en vigtig indtægtskilde. På Vævegaarden, hvor aktiviteterne blev samlet og koordineret, blev der også efterhånden ansat et antal væversker til at stå for bl.a. prøvevævning og udviklingsarbejde.
Da kongen kiggede forbi Peter Kjeldsen, der havde en fantastisk skabertrang, etablerede også en møbelforretning i tilknytning til væveriet, og han forstod også at få sin virksomhed omtalt i medierne. I forbindelse med det danske kongepars besøg i Brønderslev i 1953 fik han indlagt et kort besøg på Vævegaarden, hvor kong Frederik 9. og dronning Ingrid fik foræret en stol betrukket med virksomhedens nyeste møbelstof, der meget passende blev kendt som dronningemønstret.
Da udviklingen tog fart Vævegaardens grundlægger, Peter Kjeldsen, afhændede virksomheden i 1957, og to år senere blev den overtaget af familien Sachse. Vævegaarden blev i løbet af de følgende år udvidet flere gange, såvel selve væveriet som den tilhørende møbelforretning. Alle aktiviteterne blev samlet på Vævegaarden, og der kom også for alvor gang i eksporten af de traditionelle olmerdugsstoffer, der var stedets speciale.
Fra hånd- til maskinkraft Indtil 1972, hvor de første maskinvæve blev installeret, foregik produktionen udelukkende på håndvæve, hvilket gjorde stofferne meget dyre, da en væverske maksimalt kunne væve to meter om dagen. De gamle trævæve blev i stedet brugt til mere unikke og kunstneriske opgaver, bl.a. kirketekstiler.
Den moderne produktion af møbelstoffer, hvor der udelukkende bruges naturmaterialer, har efterhånden helt taget over. Ulden med dens mange gode egenskaber er det foretrukne materiale, og som det har været kendetegnende lige siden starten, lægges der stor vægt på kvalitet, tradition og design. Danish Art Weaving er det sidste tilbageværende uldvæveri i Danmark
|
|

|