Stedet, hvor trådene mødes

Historien om Danish Art Weaving A/S, der i mere end 50 år med succes har udviklet og vævet møbeltekstiler af høj kvalitet, er beretningen om initiativ og begejstring for de traditionelle hjemmevævede tekstiler.  

To mennesker mødes, og idé blev til virkelighed 
Historien om Danish Art Weaving tog sin begyndelse for mere end 50 år siden, da to initiativrige personer mødtes og så mulighederne i de traditionelle hjemmevævede tekstiler. Det var lægefruen fra Sulsted, Marie Kristensen, og dansk-amerikaneren Peter Kjeldsen, der så at sige slog pjalterne sammen og grundlagde Vævegaarden, det nuværende Danish Art Weaving A/S, i 1949. Marie Kristensen, der siden 1920'erne med stor ildhu havde samlet og bevaret bl.a. de gamle olmerdugsvævninger, mødte i begyndelsen af 1940'erne Peter Kjeldsen, der pga. anden verdenskrigs udbrud var blevet forhindret i at rejse tilbage til Amerika. Peter Kjeldsen, der var barnefødt på egnen, blev så begejstret over synet af de flotte stoffer, at han på stedet foreslog Marie Kristensen, at de, så snart krigen var slut, sammen skulle starte et væveri, der tog udgangspunkt i denne kulturarv. 

Som sagt, så gjort. Men det blev ikke nogen let start, da det var nærmest umuligt at skaffe uld til Vævegaarden, der blev etableret på det sted, hvor virksomheden ligger den dag i dag. De fleste væverier måtte i efterkrigsårene bruge opkradsede klude, sokker, papir osv. Men Peter Kjeldsen, der var en dygtig handelsmand, formåede gennem sine kontakter at fremskaffe kaffe, som han byttede med ren, ny uld. Det var med andre ord allerede i den spæde start, at Vævegaardens ry for at levere stoffer af meget høj kvalitet blev grundlagt.


DANISH ART WEAVING A/S
Vævegaarden • Tylstrupvej 12 • DK-9382 Tylstrup • Tlf. +45 9826 1444 • Fax +45 9826 1696
E-mail: daw@danish-art-weaving.dk • www.danish-art-weaving.dk